Nyhedsbrev 3

Fantasticon 2008 nyhedsbrev 3

Velkommen til det tredje nyhedsbrev.

For dem der ikke har forhåndstilmeldt sig endnu, vil jeg minde om følgende frister:

1. april: Sidste chance for at være med i lodtrækningen om et antal præmier: En Fisher Space Pen og bøgerne "Fra skyggerne", "Cirkler" og "Vampyrens Mærke". Alle der har tilmeldt sig senest 1. april deltager.

10. April: Absolut sidste chance for tilmelding. Dermed også sidste chance for at få rabat som medlem af Fantastik og for at få et gratis eksemplar af programhæftet, der udover selve programmet vil indeholde artikler og noveller. Desuden er det sidste frist for tilmelding til banketten.

(26. april: Man kan naturligvis også købe billet på selve Fantasticon, men det gør alting meget nemmere for os, hvis man forhåndstilmelder sig.)

Husk også at vi kører en konkurrence over hele weekenden om det bedste kostume/udklædning. Reglerne skulle meget gerne snart være klar. Vær med til at gøre Fantasticon mere fantastisk og spar lidt penge på billetten.

Listen af gæster er stort set uændret siden sidste nyhedsbrev, bortset fra at Ralan desværre har meldt afbud. Nyt er at der vil være et interview med Gert Balling fra Videnskabscafeen og Knud Larn fra Science Fitcion Cirklen vil holde et foredrag.

L

isten af stande er blevet længere. Vi har nu følgende stande: Fantastik (arrangør-foreningen), Science Fiction Cirklen (egne bøger og fanzines), Trekkies (Star Trek fans), HUF (unge forfatter-spirer), Bri (Tolkien forening), Bathos (Erwin Neutzsky-Wulffs fanzine) samt Science Fiction Land (stort udvalg af brugte bøger).

Novellekonkurrencens deadline udløb for en uges tid siden. Vi fik i alt 19 bidrag. Dommerne vil nu læse noveller og votere. Der vil, som de andre år, være en hurtigskrivnings-konkurrence på selve Fantasticon. Benyt denne lejlighed til at teste dine evner som forfatter eller at få pudset dine evner af, hvis de er blevet lidt rustne. Det vil foregå om lørdagen. Hvis muligt, vil der blive kåret en vinder på Fantasticon. Hvis dette ikke er muligt, vil vinderen blive kåret på hjemmesiden. Dette gælder naturligvis kun for hurtigskrivnings-konkurrencen, vindere af novellekonkurrencen (og en del andre konkurrencer) vil blive kåret søndag på Fantasticon.

Fantasticon vil generelt have åbent 12-18 både lørdag og søndag. Det gælder specielt åbningstider i rummet med standene. Udover det vil der være nogle aktiviteter lørdag 18-20, og banketten vil ligge lørdag fra kl. 20. Af programpunkter vil der være en stor mængde interviews, 4-5 paneler, nogle foredrag, quiz og anden underholdning, auktion samt skrive-workshop - fordelt over tre lokaler. Parallelt hermed vil der være et filmprogram, der ligesom standene vil være i et lokale for sig. Se filmprogrammet på hjemmesiden - det er oppe nu i en næsten komplet udgave.

Menuen til banketten vil bestå af en buffet med bl.a. laks, helleflynder, marineret kalvekød, lam, ratatouille, guacomole og spinatsalat. Det koster 250 kr., som omtrent svarer til hvad det koster os. Drikkevarer vil ikke være inkluderet, på nær muligvis et enkelt glas eller to.

Med næste nyhedsbrev, der udkommer i første halvdel af april, skulle programmet gerne ligge fast. Husk nu den tilmelding!

Med venlig hilsen
Flemming R.P. Rasch
Fantasticon 2008 koordinator