Sprogvalg: dansk Language selection: English


Nyhedsbrev nr.1
Nyhedsbrev nr.2
Nyhedsbrev nr.3
Nyhedsbrev
Tilmeld dig vores nyhedsbrev her: 
Email adresse:


Fantasticon 2009 nyhedsbrev 2

Nu er der under et halvt år til Fantasticon og tid for det næste nyhedsbrev. Vi er kommet en smule bagefter med planlægningen, men da vi afsatte rigeligt tid til at starte med, er det ikke noget som vil blive et problem.

Reklame for Fantasticon
Alle der gerne vil gøre en indsats for at reklamere for Fantasticon opfordres hermed til at gøre det. Jo flere der kommer til Fantasticon i år, jo større er chancen for at der også bliver en Fantasticon næste år og for at Fantasticon med tiden kan vokse sig endnu større og bedre.
Der er oprettet en gruppe på Facebook, som man kan tilmelde sig. Vi har også lavet nogle bogmærker til at dele ud og senere vil der komme foldere og plakat. Materialet kan bestilles via vores kontaktadresse 2009fantasticon.dk.

Tilmelding
Tilmeldingssystemet på hjemmesiden fungerer nu. Du tilmelder dig ved at udfylde nogle felter med oplysninger og trykke send. Efter nogle dage vil du modtage en email med oplysninger om hvordan du betaler. Det kan ske via bankoverførsel/netbank eller via PayPal.
Sammen med tilmeldingen kan du angive om du vil med til banketten og om du vil købe de bøger der udkommer i forbindelse med Fantasticon. Da vi endnu ikke har priserne på dette, forpligter du dig ikke til noget. Når priserne er fastlagte, får du en mail vdr. betalingen. Dem der betaler er da tilmeldt vi sender en kvittering når pengene når frem.
Når du forhåndstilmelder dig til Fantasticon, melder du dig ind i foreningen sf-fan. Dette er en forening der er oprettet med det ene formål at sørge for at lave en årlig con i Danmark. I praksis foregår det ved at sf-fan samarbejder med andre foreninger om at lave en con: I år er det Fantastik, der har stået for Fantasticon siden 2004. Sf-fan har hjemmesiden sf-fan.dk, hvor man bl.a. kan finde vedtægterne.
Medlemskab koster 100 kr (15 euro via PayPal), men hvis du venter til efter 1. maj, koster det 150 kr. (22 euro). Medlemmer af sf-fan kommer gratis ind på Fantasticon, mens ikke-medlemmer skal betale 150 kr for de to dage. Men medlemmer har så betalt 100 kr eller 150 kr for medlemskab. Dvs. det er det samme man skal betale efter 1. maj, men medlemmer får adgang til forskellige frynsegoder, så som at få ekstra rabat på ovennævnte bøger. Forhåndstilmeldingen vil lukke omkring 1. august.

Programmet
Programmet kommer til at ligne det fra sidste år i omfang, da vi har omtrent de samme lokaler. Sidste år var science fiction ret stærkt repræsenteret i forhold til de andre genrer, og det vil også være tilfældet i år, alene fordi vores to udenlandske æresgæster er science fiction-forfattere. Men vi vil også have et pænt udbud af horror i programmet og vil denne gang have tegneserie-mediet repræsenteret. Det er planen at udvide videnskabssporet i forhold til sidste år, hvor vi kun havde et enkelt uannonceret programpunkt med videnskab, men pt er det ikke afklaret om det bliver til noget.

Gæster
Den komplette liste over gæster følger her. Der er flere navne på vej, men disse her er sikre.

  • Charles Stross: Science fiction-forfatter - som annonceret i nyhedsbrev 1. D. 16/6 har Science fiction Cirklen et arrangement i Valby, hvor Stross’ forfatterskab præsenteres.
  • Gwyneth Jones: Science fiction-forfatter - som annonceret i nyhedsbrev 1. Vi har planer om at arrangere et foredrag om hendes forfatterskab inden Fantasticon.
  • Henrik Harksen: H.P. Lovecraft- og horror-fan som også skriver selv og har startet sit eget forlag op.
  • Rikke Schubart: Filmforsker og horror-ekspert og forfatter.
  • Mathias Clasen: Litteraturforsker, horror-ekspert og redaktør.
  • Lars Konzack: Forsker i medier og computerspil, som også skriver science fiction og horror.
  • Mikael Kamp: Fantasy- og horror-forfatter.
  • Peter Snejbjerg: Tegneserie-tegner og -forfatter.
  • Mette Finderup: Fantasy-forfatter.
  • Ralan Conley: Kendt for websiden ralan.com som giver råd til forfattere. Skriver også selv.

Filmsporet
Under det meste af Fantasticon vil man kunne se film. Følgende vil helt sikkert blive vist:

  • Astrópía: Islandsk humoristisk film om rollespillere med fantasy-sekvenser.
  • The Horror Vault 1 og 2: To samlinger af lavbudget horror-kortfilm.

Novelle-konkurrencen
Fantastiks novelle-konkurrence er åben til 1. juni. Vindere offentliggøres på Fantasticon. Denne gang skal man skrive fan-fiktion eller noget der har et eller andet at gøre med fan-fiktion.

Hvordan du kan hjælpe
Hvis du ønsker at bidrage med noget til et programpunkt eller at hjælpe til på selve Fantasticon, så kontakt os på 2009fantasticon.dk. Vi modtager også gerne donationer, hvis du ikke har tid til at hjælpe, men gerne vil være med til at sikre at Fanstasticon fortsætter. Men send os lige en mail inden, så vi ikke tror det er en fejl.

Næste Nyhedsbrev
Næste nyhedsbrev forventes at udkomme efter påske - omkring 1. maj.

Med venlig hilsen
Flemming R.P. Rasch
Koordinator for Fantasticon 2009