Ligesom de foregående år vil der være et filmprogram for dem som kan lide sære og sjældne film, eller hvis man bare vil slappe lidt af oven på et hårdt programpunkt. I år med et tema - zombier!

De fire venner Tim, Cindy, Mike og Vanessa holder til i deres lokale bowling-café. En aften får de den idé at lave øl-softice, men desværre er en løbsk tønde med onde kemikalier fra et militæreksperiment slået læk, og har inficeret softice'en. Efter få minutter er de fire blevet zombier. Imidlertid opdager de det ikke selv. Tværtimod ser det for dem ud som om det er resten af verden der er gået amok: alle folk bevæger sig meget hurtigt (løber typisk skrækslagne væk) og taler med skingre Mickey Mouse-stemmer. En knap så behagelig selvopdagelsesrejse kan begynde...

Denne amerikanske uafhængigt producerede film er meget velinstrueret og byder på fermt skuespil, rigtig gode special-effekter og en dybt engagerende og meget humoristisk fortællestil. Man ser det meste af handlingen fra zombiernes synsvinkel, som effektivt gengives i farver mens den menneskelige synsvinkel er holdt i sort/hvid.

http://www.aaahzombies.com/

White Zombie (Instr. Victor Halperin, 1932)
Det unge par Madeleine og Neil er på vej til New York, men bliver af deres nye, velhavende bekendtskab Beaumont overtalt til at gøre holdt på Haiti og blive gift på hans landsted. Hvad de ikke ved er dog, at Beaumont selv har kastet sin kærlighed på Madeleine og allieret sig med den djævelske voodootroldmand Legendre for at opnå sit formål. Ved hjælp fra troldmanden forvandler Beaumont Madeleine til en viljeløs zombie, men indser hurtigt, at den kønne, tomme skal alene ikke er nok for ham. Samtidig opdager den fortvivlede Neil, at Madeleines grav er tom. Men kan hun stadig reddes fra en skæbne værre end døden?

Zombiens debut på det hvide lærred etablerer den som en viljeløs slave og ikke det blodtørstige uhyre, den først senere skulle blive kendt som. Set med nutidige øjne døjer filmen måske med et ofte stumfilmagtigt overspil, men den byder også på en karismatisk Bela Lugosi, masser af stemning og en filmhistorisk værdi for især zombiefans.

Night of the Living Dead (Instr. George A. Romero, 1968)
Da Barbra og Johnny besøger deres fars gravsted på en afsidesliggende kirkegård, dukker en underlig mand pludselig op og overfalder dem. Kun Barbra undslipper i live og søger tilflugt på en nærliggende gård, der synes forladt. Snart får hun dog selskab af først den handlekraftige Ben og siden også kæresteparret Judy og Tom og ægteparret Cooper, der har gemt sig i husets kælder. Alle er de på flugt fra de døde, der over hele landet er genopstået for at fortære de levendes kød. Sammen forskanser de sig mod truslen udefra, men indenfor væggene truer interne stridigheder gruppen. Og i kælderen ligger Coopers datter syg, bidt af de levende døde …

Selv om zombien havde eksisteret som filmmonster mange år forinden, var det først med denne klassiker at den fik den appetit på menneskekød som vi nu om dage kender den for. Filmen var chokerende da den kom frem og virkede sine steder direkte frastødende på publikum og anmeldere, og selv om der effektmæssigt er løbet meget vand i horror-åen siden, holder den dystre og kompromisløse fortælling stadig.

Enter… Zombie King (Instr. Stacey Case, 2003)
I en verden af konstant omskifteligt vejr, omstrejfende zombier og maskerede fribrydere er bryderen Ulysses på vej til kollegaen og enspænderen Tikis show, hvori denne vil bryde mod to dresserede zombier. Da en pige under showet bliver dræbt af bid ude på parkeringspladsen, falder mistanken på de zombier, der i mellemtiden er undsluppet Tikis trailer, og han flygter fra gerningsstedet, vel vidende at ingen vil tro på hans uskyld. Sammen med en lille gruppe andre maskerede brydere sætter Ulysses sig for at opklare sagen og rense Tikis navn. Efterforskningen leder dem til den ondskabsfulde Zombie King og hans håndlanger Murderlizer.

Der er masser af kultpotentiale i denne skæve kombination af maskerede brydere (spillet af faktiske brydere med al den brydning, dét indebærer), zombiesplat og underspillet humor. Det er måske nok en film, man enten elsker eller hader, men uanset hvad ikke noget, man ser lignende hver dag.

Dead Meat (Instr. Conor McMahon, 2004)
Turisterne Helena og Martin kommer på deres køretur gennem det irske bøhland til at påkøre en mand. Da Martin forsøger at få liget ind i bilen, vågner det imidlertid til live og bider ham. Helena forsøger at skaffe hjælp, men det går op for hende, at manden de påkørte ikke er den eneste med bidske tendenser - og at selv Martin nu er ude efter at sætte tænderne i hende. Hun slår pjalterne sammen med graveren Desmond, og de erfarer snart, at kogalskab har inficeret områdets indbyggere og forvandlet dem til blodtørstige zombier.

Dette irske bidrag til genren hylder dens konventioner snarere end at gabe over nogen ambitiøs nyfortolkning. Som en ganske sjov detalje fremgår det dog, at zombier i færd med at spise ikke forlader deres mad, bare fordi et nyt bytte kommer forbi - for hvorfor skulle de dét? En ligetil, men underholdende film uden store armbevægelser.

Død snø (Instr. Tommy Wirkola, 2009)
En gruppe unge lægestuderende har besluttet sig for at fejre påskeferien i en hytte i den norske ødemark. Under deres ophold opsøges de af en mystisk vandringsmand, som advarer dem mod egnens dystre fortid. Det forlyder, at den tyske besættelsesmagt opførte sig ualmindeligt ondsindet i dette område, indtil indbyggerne gjorde oprør og myrdede de fleste af dem. Resten blev drevet på flugt og frøs antageligt ihjel i ødemarken, men egnen har stadig et ondt ry. Gruppen ryster på hovedet af historien, men kun indtil hytten angribes af nazi-zombier, og den ellers hyggelige ferie udvikler sig til en kamp på liv og blodig død.

Skandinaviens hidtil mest ambitiøse bidrag til zombiegenren er en velproduceret og blodig sag, der ligeledes sikrede sig international opmærksomhed og distribution. Hvad filmen mangler i samfundsmæssige allegorier og indholdsmæssig dybde, vejer den op for med masser af zombie-action og genre-referencer.